
Velkommen til en helt særlig naturoplevelse i Systofte Skov.
SKYCAMP er et hængetelt, hvor du overnatter hævet over skovbunden mellem træerne. Her kommer du helt tæt på naturen og kan nyde roen, fuglesangen og udsigten til skovens trækroner. Om aftenen kan du falde i søvn til skovens lyde, og om morgenen vågne til et helt unikt syn gennem teltets myggenet.
Sådan kommer du op i teltet
Adgangen til teltet sker via rebstigen under teltet. Du kravler op gennem lugen i bunden, hvorefter lugen lukkes indefra. Det er en del af oplevelsen og gør samtidig teltet hyggeligt og sikkert under overnatningen.

Komfort og udstyr
SKYCAMP har en unik teltbund, der består af tre sammenhængende hængekøjer i kraftigt stof. De tre hængekøjer er forbundet og danner tilsammen teltets bund, hvor hver person har sin egen soveplads. Konstruktionen giver en behagelig og svævende fornemmelse, samtidig med at I ligger tæt sammen.
Vi anbefaler, at du medbringer:
- Et godt isolerende liggeunderlag.
- Sovepose eller dyne og pude.
- Lommelygte eller pandelampe.
- Praktisk tøj tilpasset vejret.
Husk et godt liggeunderlag
Da der er fri luft under teltet, kan kulden trænge op nedefra – også på lune sommernætter. Et godt isolerende liggeunderlag er derfor en vigtig del af en behagelig overnatning.
En sovepose alene er desværre ikke tilstrækkelig. Når du ligger i soveposen, bliver fyldet under kroppen presset sammen og mister en stor del af sin isoleringsevne. Samtidig har soveposen let ved at glide rundt på den ophængte soveflade, hvilket kan gøre natten mindre behagelig.
Et liggeunderlag giver både den nødvendige isolering mod kulden og et mere stabilt underlag at sove på. Vi anbefaler derfor, at alle gæster medbringer et godt isolerende liggeunderlag sammen med soveposen.
Godt at vide
- SKYCAMP er beregnet til overnatning – ikke leg eller hop i teltet.
- Vis hensyn til naturen og de øvrige gæster i området.
- Mad og drikke må gerne medbringes, men al affald skal sorteres i de opstillede affaldsstationer.
- I kraftig blæst eller tordenvejr kan personalet af sikkerhedsmæssige årsager flytte eller aflyse overnatningen.
- Spidse genstande og rygning er ikke tilladt i eller i nærheden af teltet

